24. juni 2021 - kl. 09:30

Sandbjerg Gods i nye klæder - vi kipper med flaget!

Alle de fonds- og selskabsretlige registreringer er nu gennemført, så den sidste del af processen med overdragelsen af Sandbjerg Gods til Aarhus Universitets Forskningsfond er nu afsluttet. Sandbjerg Gods P/S er derfor nu et 100% ejet datterselskab i AUFF-koncernen.

Gennem mere end to år har bestyrelsen for Den Selvejende Institution Sandbjerg Gods arbejdet på at sikre godsets fremtid som et attraktivt kursus- og konferencecenter ved at overdrage godset til Aarhus Universitets Forskningsfond som gave. Sandbjerg Gods vil fortsætte, som det altid har gjort, og ændringen af ejerskabet får ingen betydning for medarbejdere, kunder og leverandører.

Forskningsfondens bestyrelse har accepteret at overtage Sandbjerg Gods og videreføre og udvikle det som et fortsat attraktivt kursus- og konferencecenter til glæde for forskning og uddannelse ved Aarhus Universitet og vores eksterne gæster fra virksomheder og organisationer.

En længere proces er afsluttet, så det er på sin plads at kippe med flaget!