6. juli 2021 - kl. 09:30

Kommende arrangementer: Offentlige foredrag i Naturvidenskab

Vi afholder i efteråret 2021 følgende offentlige foredrag i Naturvidenskab i samarbejde med Sønderborg Folkeuniversitet med mulighed for tilkøb af forudgående middag eller forplejning under arrangementerne. Det er også muligt at forespørge på en medfølgende overnatning:

  • 5. oktober 2021, kl. 19-21: Big Bang og det usynlige univers. Professor i astronomi Steen Hannestad, AU.

Mørkt stof og mørk energi udgør 95 % af universet, men vi ved faktisk ikke hvad det er. Uden det mørke stof ville vi, og livet, imidlertid ikke eksistere. Løfter den nyeste forskning i kosmologi sløret for hvad det usynlige univers egentligt består af?

  • 9. november 2021, kl. 19-21: Den inderste kerne. Forfatter Lotte Kaa Andersen og professor i geofysik David Lundbek Egholm, AU.

Hør om den danske seismolog Inge Lehmanns liv og forskningskarriere. Herunder hvordan hun vha. seismiske trykbølgers hastighedsfordeling blev verdensberømt ved at opdage at Jorden har en indre kerne og at Jordens indre dermed er tredelt og ikke todelt.

  • 23. november 2021, kl. 19-21: Vores cellers saltbalance. Lektor i molekylærbiologi Hanne Poulsen, AU.

Vores celler er helt afhængige af salt. I cellernes membraner sidder en lillebitte nanomaskine – kaldet natrium-kaliumpumpen – som omhyggeligt sorterer forskellige saltioner. De seneste års forskning har vist at fejl i pumpen medfører sjældne sygdomme.

Link til tilmelding følger i august måned.